6 trin til at gøre haven forårsklar
Lyset er tilbage, temperaturen stiger, og det er tiltrækkende at komme i haven. Få vores bedste tips til at gøre haven forårsklar.
- Ryd op i haven
Haven skal have en ordentlig forårsrengøring. Riv plænen for vinterens nedfaldne blade og grene (læg det på komposten).
Fej terrasser og flisegange. Fjern gamle kasser, potter og rod, der har hobet sig op rundtomkring og lav orden i dine redskaber. Det er præcis med haven som med stuerne i huset – der er meget rarere at være, når der er ryddet op, rent og pænt.
- Fjern ukrudt
Gå i gang med en forårslugning af dine bede, højbede og plantekasser. Rodnettet på ukrudtet er ikke så stort endnu, så det er let at få op.
- Del stauderne
Hvis nogle af stauderne er blevet for store, kan du grave dem op og dele dem. Mange kraftige stauder skal helst deles hvert tredje år. Løsn jorden omkring rodklumpen, grav hele rodklumpen op, læg den på jorden, og hak den over med spaden. Alle disse dele af stauden er nu selvstændige planter. Grav derefter alle rodklumper ned, enten sammen, men med afstand, eller på nye steder i haven, i samme jordhøjde som før. Husk på, at deres rødder ikke må tørre ud.
- Byd foråret velkommen i krukker og fade
En af forårets vigtigste opgaver er at byde den nye årstid velkommen. Fyld plantekasser og højbede med forårsblomster, så der er pollen til insekterne og dejlige farver at se på for dig.
- Sæt vand ud til fugle og dyr og gør insekterne glade
Sæt fade eller spejlbassiner med vand ud til havens dyr. Fuglene elsker et forårsbad, og både fugle og insekter er tørstige.
- Forkæl planterne i højbede og plantekasser
Har du større planter i højbede og plantekasser, små træer, buske og store roser, er det vigtigt, at du forkæler dem. Planter, der gror i højbede eller plantekasser, er meget mere afhængige af, hvad du forsyner dem med af vand, lys og næring. Så hvis du vil gøre dem godt, kan du topdresse højbedene og plantekasserne. Det gør du ved at fjerne det øverste lag af jorden i krukkerne, 5-8 cm, og derefter fylde op med ny frisk højbedsmuld. Vand godt igennem bagefter.